onsdag den 14. oktober 2020

Pixi hue i str. 12 - 18 mdr.

 Jeg blev spurgt om jeg kunne strikke en Pixihue til en pige på et år, moderen ville gerne have den i Infinity heart baby merino farve lys gammelrosa. 

Garnet har ikke samme løbelængde og strikkefasthed som det garn der er brugt i opskriften, så jeg måtte til at regne lidt og endte med at jeg skulle slå 136 masker op, på pind 3½,  til en størrelse 12 - 18 mdr. 

Jeg har hæklet huen sammen i den øverste kant, det synes jeg bliver pænest. 

Jeg har i forvejen en str. 9 - 12 mdr. liggende, som er strikket i et garn der passer til opskriften, har regnet ud at den jeg laver nu skal være  3,6 cm større i omkreds, dvs 1,2 cm større når den ligger fladt. 

Så vidt jeg kan se og måle skulle den passe meget godt i forhold til størrelse m.m.  Nu skal den sendes og så må jeg se når jeg får en tilbagemelding på om den passer som den skal, eller må jeg jo til at regne om og lave en ny. 

Opskriften på Pixi hue med krave kan du finde lige HER

Garnet kan du købe lige HER






mandag den 12. oktober 2020

Strikkeprøver til de næste tre projekter.

 Jeg brugte min fredag aften på at lave strikkeprøver, tre i alt, til de næste projekter som skal på pindene. 

Det bliver en vest til mig selv, som skal strikkes i Lana Gatta Everest, jeg har skrevet på bandarolen hvor mange masker der er før og efter vask.

Så skal der laves en  Stockholm slipover V-neck til min far, som strikkes i Reloved merino og Lana Gatta Silk Mohair. Jeg er startet på den og er kommet et lille stykke under ærmegabene. 

Den sidste er en September Jakke til min veninde, den blive strikket i tre tråde Reloved merino. 

Alle strikkeprøverne er målt før og efter vask. 

Alt garnet er købt hos SMUKSAK YARN 

Opskrifterne på September jakke og Stockholm slipover v-neck kan købes hos PETITEKNIT

Opskriften på vesten til mig selv kan du finde hos DROPS

Hvis du vil læse mere om hvordan man laver en strikkeprøve, hvorfor man laver en og hvad man skal gøre hvis din strikkefasthed ikke passer kan du læse om det HER hos paapinden.











fredag den 9. oktober 2020

Hjerte babytæppe/svøb

 En af de gode ting ved virtuel undervisning er at jeg kan sidde med et stort håndarbejde, som jeg ikke ville kunne tage med i skole, derfor er jeg i dag blevet færdig med hjertetæppet som jeg har testhæklet for  Pernille. Opskriften er ikke kommet i handel endnu, men jeg tror ikke det tager så langt tid endnu før den kommer. 

Jeg har hæklet i Sandnes garn, Mandarin Peitt, det er også det garn der er brugt i opskriften. Farven hedder Mørk Karry og er gået ud af produktion, jeg købte de sidste ti nøgler hos Tante Hanne. Garnet kommer under min kategori som hedder, SVÆRT AT HÆKLE MED, da det er løst spundet og jeg nogle gange ikke får alle trådene med. Det skal så også siges at resultatet blive super flot, så det er "bøvlet" værd. 

Jeg har brugt næsten ti nøgler, har hæklet på nål 3. Det færdige tæppe måler 115 cm X 115 cm. Jeg har lavet en kant på tæppet af musetakker, dette er ikke beskrevet i opskriften. 

På nogle af billederne kan det godt se ud til at der er farveforskel på garnet, det er syns bedrag, da jeg ikke er super god til det der med at tage perfekte billeder. 












onsdag den 7. oktober 2020

Dåbskjolen er færdig.

 I dag blev jeg færdig med lille Ella`s dåbskjole som hun skal have på d. 31 oktober.  Hendes mor ønskede en kort dåbskjole, så det fik hun. 

Jeg har strikket den efter Knitting for Olives opskrift Tiny Tulips, du kan købe opskriften lige HER 

Jeg har brugt fem nøgler Infinity hearts baby merino  farve nr. 06 ( natur) fra RITO jeg har strikket på pind 3 og 2½. 

Jeg er ikke super fan af garnet, jeg synes det er spundet for løst, det skiller nemt af, så det kan være svært at få alle trådene med. Men når det er sagt, så er jeg vild med blødheden af garnet, at det kan vaskes i maskinen og at slut resultatet bliver super flot. 













søndag den 27. september 2020

Dåbskjole

 Nu hvor mit hjertesvøb/babytæppe skulle en tur i skammekrogen, kunne jeg lige så godt starte op på den dåbskjole jeg skal have færdigt til den 31. oktober. 

Opskriften er Tiny Tulips fra Knitting for Olive og du kan finde den lige HER Jeg strikker den i Infinity Hearts Baby Merino farve 06 natur, som du kan købe hos RITO på pind 3 og 2½. 

Det er godt med en bustur på en time morgen og eftermiddag, så kan man nå at strikke rigtigt meget, så jeg er allerede færdig med selve dragten og er her til morgen startet på skørtet.

Bagstykket af dragten er lavet med vendepinde, jeg har brugt German Short Row vendeteknink, som der er anbefalet i opskriften, jeg har brugt teknikken i andre opskrifter også. Jeg synes den er rigtig god og vendepindene bliver ikke meget synlige, man vil aldrig kunne undgås at det ses. Du kan finde teknikken lige HER








fredag den 25. september 2020

Flere mundbind/masker

 Min veninde var her den anden dag så uheldig at hun gik glip af sit TooFoodToGo måltid. Hun havde købet et måltid som skulle hentes inden et bestemt tidspunkt, hun havde så ikke været opmærksom på at forretningen lå inde på selve Københavns Hovedbanegård, hun havde ikke noget mundbind og blev derfor nægtet adgang til området :-( virkeligt surt. Derfor besluttede jeg mig for at jeg ville sy et mundbind til hende, som hun kan have i tasken hele tiden. 

Jeg skulle og så selv have et mundbind mere, jeg bruger dem jo næsten hver dag, når jeg tager bussen frem og tilbage til Hvidovre Hospital. 

Jeg har brugt noget 100 % bomuldsstof som jeg har købt i Nuuk, da jeg boede i Grønland. Der er to lag stof og et lag ILC 151, et indlægsstof lavet til mundbind (Det er ikke et filter som så mange skriver).

Mønsteret på mundbindet kan du hente gratis lige HER hos Toppatterns og ILC 151 kan du blandt andet købe lige HER men søg lige lidt på nettet, det kan muligvis købes billigere et andet sted. 






torsdag den 24. september 2020

Åhh nej jeg spottede ( heldigvis) en fejl

 Jeg mangler kun at hækle tre omgange af det hjertebabytæppe jeg er ved at testhækle og så opdager jeg en fejl i hjerterne på den ene langside, så nu skal der pilles seks omgange op, for at rette den lille fejl.

Jeg har lavet et hul for tidligt i mønsteret, så det overhovedet ikke kommer et hjerte frem. 

Hold nu op jeg er træt af at jeg ikke opdagede fejlen tidligere, seks rækker er altså meget når siden er lige ved at måle 1,5 m, så det tager rimeligt langt tid at hækle bare en enkelt omgang. 

Nå der er ikke andet at gøre en at sætte et mærke i, der hvor fejlen starter og så bare hive i snoren og vikle det op i nogle nøgler. Bagefter kommer tæppet lidt i skammekrogen, for jeg skal altså have en dåbskjole færdig til d. 31/10.




mandag den 21. september 2020

Gule børnestrømper

 Jeg har virkeligt været helt i bunden af min kasse med strømpegarn og fundet noget lækkert solgult garn frem, som jeg købte da min datter var lille, nu er hun 32, så nu er det vist på tide at det bliver til strømper. Jeg har kun det ene nøgle,  så det kan kun blive til børnestrømper, garnet er købt igennem bladet Ingelise sy og strik og hedder Robust superwash, det består af 70 % uld og 30 % nylon.

Det er også ved at være mega længe siden at jeg har strikket strømper, har savnet at have det ved siden af alt det andet og nu hvor jeg køre i bus to timer om dagen, for at komme til mit kliniksted, er det oplagt at strikke strømper, for det er så super nemt at have med i bussen. 

Det første par blev en størrelse 24/25 og det andet par som jeg kan få ud af et nøgle garn ( hvis det passer med vægten) bliver en størrelse 19/20, når jeg engang bliver færdig med det. Selv om jeg kun har et nøgle garn, strikker jeg stadig begge strømper på en gang, så derfor tager jeg garnet både fra ydersiden og fra midten af nøglen. Det kan godt give lidt problemer engang imellem, men så må jeg jo bare filtre garnet ud igen. 

Jeg har strikket dem på pind 2½ Til str. 24/25 har jeg slået 46 masker op og til str. 19/20 har jeg slået 42 masker op.

Skal til   at strikke en dåbskjole, så ikke sikkert at jeg kommer til at strikke så meget på det sidste par strømper, sådan lige med det samme.