fredag den 24. april 2015

Sokker på prøve

Ja det lyder måske lidt underligt at have et par sokker på prøve, men sagen er den at min datter absolut ikke kan klare uld. Hun synes det kradser og bliver helt hysterisk.

Hun har så fundet ud af at hun faktisk godt kan klare at have Cashmere på og vil meget gerne at jeg stikker en trøje til hende i det. Men nu ligger landet sådan at jeg ikke er millionær, så det vil blive for dyrt.

Jeg har så hørt at Alpakka ikke kradser så meget og det har hun faktisk også, men at strikke en trøje uden først at vide om hun kan klare at have Alpakka i nærheden af sig, ville være for dumt, derfor fik jeg den geniale ide at lave et par sokker til hende, dem kan hun prøve, hvis hun ikke kan klare at have dem direkte på huden, kan hun tage et par bomuldsstrømper under og bruge dem som hyggesokker derhjemme.

Jeg havde noget liggende fra Filcolana, købte hos Wadils Garn & Uld, da de havde ophørsudsalg i deres butik på Vesterbro, sidste sommer. Det er godt nok ikke lige en farve hun er vild med, men vi blev enige om at så kunne hun nøjes med at bruge dem hjemme, det vigtigste er at vi finder ud af om hun kan bruge tøj strikket i Alpakka.

Garnet hedder Indiecita og er vildt lækkert blødt, har en smuk overflade, men jeg synes det fnuller lidt når man strikker af det, dog ikke mere end jeg kunne holde det ud.

Det hun gerne vil at jeg strikker til hende er den skønne "Chanel" jakke fra du store alpakka



Søndags hygge, at strikke i solen med køligt hvidvin

Strømpepinde str. 2, arvet fra min mormor

onsdag den 22. april 2015

Plissé Jakke



Så blev jeg langt om længe færdig med min plissé jakke.

Jeg er lykkelig over at jeg startede med ærmerne, ellers tror jeg aldrig jeg var blevet færdig. Det har nemlig været et enormt stort arbejde at lave selve jakken, man starter med 808 masker, jeg kan godt love jer at der er lang til vejs ende når man starter på en omgang, men det gode ved jakken er at man tager ind efterhånden som man kommer frem i arbejdet, så der bliver mindre og mindre masker på hver omgang.

Jeg startede med almindelig krydsopslag, men syntes der var for meget garn der var tilbage, det er meget svært at beregne hvor meget garn man skal bruge til at slå 808 masker op med, jeg viste at man kunne slå masker op på en anden måde, nemlig ved kun at bruge den ene ende af garnet, denne metode fandt jeg på PaaPinden, hun kalder det strikkeopslag. Jeg vil fremover altid bruge den her måde at slå masker op på.
Hvordan du laver stikkeopslag kan du finde HER

Det har taget mig cirka et år at lave denne skønne jakke, men resultatet er også blevet meget meget godt, kommer til at bo i den. Men jeg har jo ikke kun lavet den, jeg har faktisk haft gang i mange andre ting, som i også kan se her på bloggen.

Da jeg var næsten ved at være ved vejs ende, kunne jeg se at jeg ville komme til at mangel  to nøgler af grundfarven ( jeansblå), derfor tog jeg kontakt til StrikAf hvor jeg har købt garn og opskrift. Jeg så først på deres hjemmeside men kunne ikke længere finde Hverdags Alpakkaen i deres sortiment. Jeg skrev derefter til dem, spurgte om de havde slettet den af deres sortiment og skrev også hvorfor jeg spurgte, svaret var at de ikke havde dette garn længere, men hun ville se hvad hun kunne gøre. Dagen efter fik jeg en mail, at hun havde fundet fire nøgler Jeansblå, med samme indfarvningsnummer, hos en anden forhandler, jeg skulle bare overføre pengen til denne forretning og så ville de sende de fire nøgler til mig....Det kalder jeg service, meget god service endda.

I kan læse HER hvilke farver og garn  jeg har valgt og opskriften er fra du store alpakka´s Maskerader nr. 24, knapperne er købt i Stof2000

Det er svært at regne ud hvor meget garn der skal til for at slå 808 masker op, når man bruger alm. krydsopslag

Her har jeg brugt strikkeopslag og se hvor lidt garn der går til spilde, samtidig med at man aldrig vil komme ud for at have for lidt garn til opslagsmaskerne.



Den spæde start, der er lang vej endnu.


Så skal der laves ærmegab 



Klar til montering, stolper, knapper og hæfte ender. 
Spændt på om de ærmer kommer til at passe.

Der er mange ender der skal hæftes, alt for mange ender.












onsdag den 15. april 2015

Stof med avistryk blev til en nederdel


Jeg faldt pladask for dette skønne stof sidst jeg var i Stof2000 og jeg har længe gerne ville sy deres nederdel Rita et Homemade mønster. Så jeg købte begge dele, samt tre meter piping bånd. Jeg havde en rest hør-viskose med en blank kobber overflade hjemme, også købt i Stof2000, dette brugte jeg som kontrast.
Jeg har syet nederdelen i str 44, målte med en jeg har i forvejen og som sidder godt.
Jeg har aldrig prøvet at sy piping bånd i før, så var meget spændt på hvordan det ville gå. Jeg er fuldt ud tilfreds med resultatet.

Jeg tror det bliver en af sommerens favoritter.









DET SKAL FEJRES

I går omkring kl. 18 opdagede jeg at nr. 100 havde syntes om min facebook side Muttis kreative dukkehus, det er vildt synes jeg.

Jeg blev så glad at jeg smed alt hvad jeg havde i hænderne ( min symaskine og den nederdel jeg er ved at lave til mig selv) ... argh eller retter, jeg lagde det fra mig og begyndte i stedet at hækle et Køkkenhåndklæde (39x29) og en karklud (20x20), som nr.100 skal have i gave.

Begge dele er hæklet i Drops Paris, dog havde jeg ikke helt nok til karkluden, så de sidste syv cm, er hæklet i dobbelt id 8/4 bomuld. Der er en lille forskel i blødheden, som jeg håber retter sig efter vask.
Mønsteret jeg har brugt har jeg beskrevet i Dette indlæg.

Så Tillykke til Jytte Carstensen, håber du bliver glad for din uventede gave.

Jeg har lige et lille P.S... jeg har gået og pønset på en GIVE AWAY. Det bliver en hæklet ting og det bliver hæklet i det lækre garn Drops Alpaca.






Garnet til den kommende Give Away


mandag den 13. april 2015

Afprøvning af nye mønstre

Jeg arbejder lige for tiden med at få min Plissejakke, som jeg startede på marts 2014,  færdig. I kan læse om den HER.
Men det er et stort arbejde og tungt at sidde med, så ind imellem er jeg nødt til at lave nogle små nemme og hurtige ting, ellers overbelaster jeg bare min nakke og skulder.

Jeg har derfor de sidste dage afprøvet endnu et strikke mønster, som blev til en karklud. Den er strikket i en rest Mayflower helårsbomuld. Mønsteret er meget meget nemt.
Pind 1:  en ret en vrang, start og slut pinden med en ret.
Pind 2: Ret på alle maskerne.
Dette giver en tæt og skøn skøn karklud.

Det andet lille projekt jeg har lavet er et hæklet køkken håndklæde. Også et meget nemt mønster, hæklet i nogle rester af Paris fra Drops, samt dobbelt Mayflower 8/4 garn ( den lilla) da jeg ikke havde nok Paris til at få en ordentlig størrelse på håndklædet. Det måler 39 cm x 28 cm.
Mønsteret består udelukket af fastmasker og stangmasker, forskudt af hinanden på hveranden omgang.
Det vil sige at man hækler 1 fm, 1 stgm og gentager dette omgangen ud, vend med 1 lm. på næste omgang hækles der 1 stgm, 1 fm, så stgm ligger over fm og fm ligger over stgm.
Nemt og smukt mønster.

Forside af strikket karklud

Bagside af strikket karklud






torsdag den 9. april 2015

Irene garn fra Netto

Jeg var i Netto inden påske, bare for at handle fødevare, skulle IKKE have mere garn, men da jeg kommer forbi hylden med garn, kan jeg se at mit navn strå på garnet...... ja så kunne jeg da ikke bare gå forbi, var nødt til at købe lidt af det.

Jeg bestemte mig for at det garn skulle komme de fortidligt fødte til gode, eller rettere til gruppen Strik til børn på neonatalafdelinger i Danmark. Så i påsken har jeg har jeg strikket små huer, sokker og en enkelt undertrøje. Tingene bliver sendt til Lisbet, der står for fordelingen af tøjet til de forskellige afdelinger.

Ud af 4 nøgler Irene garn ( 100 % bomuld, løbelængde 50g = 165 m. Strikkefasthed: 26 m, 36 r = 10 x 10 cm) fik jeg strikket 1 undertrøje str. L, 4 djævlehuer str. L og 6 par tubesokker, der manglede dog lige lidt til den sidste tubesok str. S, så den fik en helt blå tå.. men mon ikke det går.









Der var ikke helt nok til den sidste sok, så den fik en blå top.