lørdag den 30. juli 2022

Kaktus med perler

 Jeg er blevet færdig med min første kaktus hæklet med perler, de næste kaktusser jeg skal hækle, skal IKKE være med perler, det tager lidt længere tid end dem jeg plejer at hækle og det orker jeg ikke lige nu. 

Jeg er faktisk blevet temmelig glad for resultatet. 

Jeg har hæklet efter opskriften Echinocereus schereri som du kan finde i bogen Hæklede kaktusser af Sarah Abbondio, der er rigtig mange fine opskrifter i den bog. 
Jeg har hæklet på nål 2½ i almindeligt bomuldsgarn. 

Hjælpevideoer til at hækle perlerne med ind i arbejdet, kan du finde HER









tirsdag den 26. juli 2022

Perler i hæklet arbejde

 Jeg har lavet et par videoer, hvor jeg prøver at vise jer hvordan jeg hækler perler ind i arbejdet på den kaktus jeg er ved at hækle. 

Videoerne er filmet fra to forskellige vinkler. 
Håber i kan bruge dem til noget. 












søndag den 24. juli 2022

Hvorfor gøre tingene på en nem måde, når nu man kan gøre det svært for sig selv?

 Jeg er ved at hækle kaktusser, denne gang vil jeg prøve at hækle efter en af de opskrifter jeg ikke har fået prøvet endnu. Mit valg er faldet på den kaktus der hedder Echinocereus Schereri (ved ikke hvordan det udtales, men den er pæn) fra bogen Hæklede kaktusser af Sarah Abbondio. 

Ifølge opskriften skal der syes perler på til alleer sidst, efter den er fyldt og samlet, men jeg her bestemt mig for at prøve noget helt andet. Jeg har trukket perler på en sytråd og vil hækle perlerne på løbende. Jeg skal bare lige finde en teknik der gør at perlerne ender på forsiden. Jeg prøver mig lidt frem og når jeg har fundet en metode som virker godt for mig, vil jeg prøve om jeg kan filme det og ligge en video op, så I kan bruge den hvis I har lyst. 

Jeg brugte en meget tynd og lang nål, da jeg trak perlerne på sytråden.  Sytråden har jeg til at ligge i en Ikea lynlåspose mens jeg hækler, for at undgå at den ruller på gulvet. 





tirsdag den 19. juli 2022

Italiensk opslag

 Jeg har for første gang prøvet at lave Italiensk opslag og jeg er solgt, det er lige så smukt som Italiensk afslutning, lidt mere besværligt måske, men forhåbentligt kun til man har lært det 100%. Jeg skal i hver fald lave det på kommende trøjer hvor det giver mening. 

Jeg har lavet det på en trøje til min veninde, hun skal have den i fødselsdagsgave, så I må ikke sige noget til hende om den. Opskriften hedder Irma og er fra forretningen Woolstock. 

Den er strikket i en tråd Knitcol fra Adriafil, farve 89 og en tråd Colorissimo fra Lana Grossa, farve 019.

Trøjen strikkes på pind 12.

Projektet her kommer til at ligge lidt stille, da jeg lige skal have lavet noget på fødselsdagsgaven til min søster, hun har ventet længe på gaven, hun har nemlig fødselsdag i november, så jeg skal meget gerne have den lavet færdig inden hun har fødselsdag igen.





 

Weekend Sweater til min datter.

 Nu er jeg endelig blevet færdig med Weekend Sweater til min datter, der er efterhånden længe siden jeg startede på den, faktisk helt tilbage til d. 20/2-22, men bedre sent end aldrig. Grunden til at jeg ikke lige har fået strikket på den er at der jo har været så mange andre projekter som liiiige skulle laves færdige først. 

Jeg har strikket den i to tråde Supersoft fra Lana Gatto, på pind 5,5. Min datter bryder sig ikke om oversize trøjer, derfor har jeg strikket efter en størrelse Xs. Jeg har brugt i alt 900g garn.
Ribkanten på ærmerne er strikket med pind 5, lige som ribkanten i bunden, i opskriften er de strikket på pind 5,5, men det syntes jeg blev for løst.

Jeg har strikket både krop og ærmer længere end der står i opskriften.

Alle ribkanter er afsluttet med Italiensk aflukning. Jeg elsker simpelthen Italiensk aflukning, jeg synes det bliver super flot og så synes jeg også at det er ren terapi når jeg sidder og syr hver enkelt maske. 

Du finder opskriften til Weekend Sweater hos PETITEKNIT

Jeg har købt Supersoft hos SMUKSAK den farve jeg har brugt hedder Stone Grey Melang. Et super lækkert og blødt Merino garn. 










onsdag den 13. juli 2022

Spring Vibes i str. xs/s

 Jeg fortsætter med at få lavet nogle af de UFOér jeg har liggende færdige, denne gang har jeg har strikket en Springvibes vest fra Trine Bendix færdig, du finder opskriften HER Jeg har strikket den i en str. xs/s og havde akkurat lige nok garn, ved at lave halskanten med en i.cort kant i stedet for en ombukket kant. Jeg havde 7g tilbage. Garnet var en rest jeg havde tilbage fra en Springvibes str. xl/xxl, som jeg strikkede tidligere på året. 

Garnet jeg har brugt er købt privat på Facebook, det er Chunky Mohair farvet af Janet Ekbøl, du kan finde hendes smukke garn lige HER Jeg har brugt 100g garn ialt, strikket på pind 12 og ribkanten samt i-cord på pind 9.

Jeg har ikke strikket helt efter opskriften, ribkanterne i ærmegabene har jeg strikket ned og ikke syet dem fast, jeg har lavet halskanten som en i-cort kant, uden indtagninger og jeg har samlet 50 masker op i stedet for 56. Det har jeg gjort fordi jeg synes at halsen på min egen Springvibes er for åben, overvejer at pille den op og lave den om, men lige nu er det kun ved overvejelserne. Skuldersømmen er syet sammen med maskesting. 

Når jeg samler masker op til halskant eller ærmegab, deler jeg åbningen ind i 4 lige store dele, og så skal 1/4 af maskerne samles op inden for hver inddeling, således at maskerne bliver jævnt fordelt i åbningen. 

Jeg er lige nødt til at udråbe et højt hurra for Kimmi Munkholms skønne dejlige app, Min strikkejournal, den har jeg haft fat i flere gange under det her projekt. 
Jeg har brugt følgende videoer fra appen:

Maskesting i åbent arbejde

Strik ombukket opsamlet hals ned

I-cord kant både almindelig og med indtagninger

Sy din i-cord sammen

Jeg bruger også appen til at holde styr på mine projekter og alt mit garn.

















tirsdag den 12. juli 2022

Ego strømper

 Jeg har været på nattevagt, en meget stille nattevagt, så havde tid til at strikke de strømper færdig som jeg startede på til mig selv, tilbage i april måned

Jeg havde lige akkurat garn nok, man kan se på billederne hvor kort en garnende der er for enden af tåen, havde ellers taget nogle raster med, da jeg godt var klar over at der måske kun lige var nok garn.

Garnet har jeg haft liggende længe, det er muligvis købt i Brugsen på et eller andet tidspunkt. De er strikket på to rundpinde, begge par på en gang, på pind 2 og 2½.

Nu skal jeg havde fundet noget nyt strømpegarn frem og slået op til et par strømper mere, jeg skal nemlig ud og køre tog på fredag og så er det jo nemt at have et lille strikketøj, som strømper jo er, med på togturen. 






 

mandag den 11. juli 2022

Sidste klud til Herman er nu hæklet færdig

 Jeg startede med 900g bomuldsgarn og sluttede med at have hæklet 30 vaskeklude til mit barnebarn Herman. Der blev en lille rest på 17g tilovers.

Jeg er lige blevet færdig med at hæfte ender på de sidste ni klude, som nu skal sendes afsted til Hune, hvor mit dejlige barnebarn bor, sammen med min søn og svigerdatter. 

Kludene bliver ikke vasket inden de bliver sendt afsted, det får de selv lov til at gøre. 

Jeg må indrømme at lige nu hænger hæklede klude mig langt ud af halsen og jeg kommer ikke til at hækle klude det næste lange stykke tid. 

Hvilket mønster jeg har brugt kan I læse om i et tidligere opslag, som i kan finde lige HER









tirsdag den 5. juli 2022

Weekend Sweater

 Jeg slapper af med kaffe og Italiens aflukning inden jeg skal på aftenvagt og ja jeg slapper af med det.
Jeg elsker alt ved Italiens aflukning, den smukke afslutning det giver, den terapi der ligger i at sy hver enkelt maske, dobbeltstik inden jeg begynder at sy. 

Aflukningen er på bolen af den Weekend Sweater jeg er ved at strikke til min datter, jeg strikker den i to tråde Super soft fra Lana Gatta, et super blødt Merino uld, på pind 5,5. 

Jeg er altid bange for at have for lidt garn til at sy med, derfor laver jeg altid garnenden meget lang, men den her gang har jeg vist overgået mig selv og lavet den alt alt for lang. 

Nu skal der snart samles op til ærmerne, tror jeg vil forsøge at strikke begge ærmer på en gang, ved at strikke på to lange rundpinde.