Viser opslag med etiketten Stof2000. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Stof2000. Vis alle opslag

torsdag den 22. juli 2021

Underkjole til min datter.

 Min datter har købt en kjole på nettet. Kjolen består af en tynd og gennemsigtig overdel, samt en underkjole. Underkjolen er dog alt for smal over hendes bryst, hun bliver mast helt flad, grunden er nok at den er syet i et fast stof, helt uden stræk. 

Vi gik en tur i Stof og Stil, med underkjolen i tasken, så vi kunne få et stof som var så tæt på den blå farve som muligt. Hendes valg faldt på et kraftigt courtelle jersey, som består af 71% Viscose, 26% Polyamid og 3% Elastan. Jeg ville nok selv havde valgt et tyndere stof, men som Tøzen sagde, så er hun noget af en frossenpind og det var det som passede bedst i farven. 

Jeg sprættede underkjolen op og lavede et mønster efter den, jeg tillagde lidt mere sømrum, 1 cm i hver side, lige over brystet. Jeg var meget spændt på om det ville komme til at fungere, for det har jeg ikke lige prøvet så mange gange. Jeg har gjort det en gang før, med en nederdel til min veninde. 

Resultatet er blevet rimeligt godt, den sidder som den skal og Tøzen er tilfreds. Nu kan hun få kjolen på til sommerens fester. 

På billedet ser det godt nok ud til at den drypper i begge sider, men den sidder pænt når den kommer på og ja det ses jo ikke hvis den drypper lidt, når den er under kjolen. 







torsdag den 31. december 2020

Sidste projekt i år, et par strømper i str. 40

 Jeg har brugt årets sidste eftermiddag på at færdiggøre et par strømper, som egentligt var tiltænkt min søn, han havde dog fået en masse strikkede strømper af sin bedste i julegave, så han have ikke lyst til at få flere, så må jeg jo sælge dem til anden side. 

Strømperne er strikket i Steady Fraya købt i Stof2000 og er strikket på pind 3.  






onsdag den 13. marts 2019

25 stk. EUX kongehuer

Nogle gange kan man godt fortryde at man har sagt ja til at lave noget for en anden, det her har været en af de gange for mig.

Jeg havde lovet at lave 25 små EUX kongehuer, til en som bliver EUX student til sommer. For det første er det et pillearbejde, når tingene er så små, 2,5 cm i diameter, for det andet føles det som ren samlebåndsarbejde, når der skal laves så mange ens.
Men nu er de færdige og klar til at blive sendt, håber de lever op til forventningerne, for jeg er ikke sikker på at jeg orker at lave dem igen.

De er hæklet på nål 2,5 med forskellige bomuld 4/8 garn, opskriften har jeg fundet inde på stof2000 hjemmeside for mange år siden, jeg kan ikke finde den derinde længere, så kan ikke linke til opskriften, desværre.











torsdag den 17. januar 2019

Hæklet EUX kongehue

Jeg har prøvet at hækle en studenterhue til en som bliver student fra den kombinerede EUX uddannelse, prøven er sendt til hans mor og far, så de kan godkende den og beslutte om det bliver mig som skal lave dem til studenterbordet.

Huerne måler 3 cm i diameter.

Den første jeg lavede var med rødt garn, det var lige gået min næse forbi at huen er mørk grå og bordeaux, den fejl fik jeg lige rettet op på, heldigvis havde jeg noget bordeaux bomuldgarn liggende.

Opskriften har jeg hentet på Stof2000 hjemmeside for mange år siden, jeg kan ikke finde den på deres side længere, så kan desværre ikke linke til opskriften. Jeg har ændret skyggen på huen en lille smugle.





torsdag den 21. juni 2018

Nederdel i Jersy

Jeg manglede en arbejdsnederdel, så derfor gik jeg mit stof igennem. Jeg fandt et stykke pragtfuldt prikket jersy, eller rettere jeg fandt to stykker, noget jeg har købt igennem en gruppe på facebook, for meget meget længe siden.

Jeg har syet nederdelen efter HOMEMADE mønsteret RITA , jeg har brugt samme mønster til
min AVIS NEDERDEL Mønsteret er til fast stof, men jeg tog chanchen og lavede den i jersy.

Jeg har lavet nederdelen ud i et stykke og ikke med bærestykke som mønsteret angiver og så har jeg lavet den 10 cm længere.

Det gik lidt stærkt med oplægningen, efter jeg har taget billeder kan jeg se at den er lidt kortere bag på end den er foran, sikker nok fordi min bagdel er lidt stor.
Jeg havde i første omgang lagt den op med en enkelt stikning, men kanten tippede den forkerte vej, så måtte lige give den en stikning mere, så nu er den fin nok.

Alt i alt er jeg tilfreds med resultatet, det er en hurtig let nederdel, hvor der ikke er kælet for detaljerne. Den næste jeg skal lave, skal der altså kæles lidt mere for.