søndag den 28. juni 2020

Give Away over på min facebook side.

Jeg har en dejlig give away over på min Facebook side. til alle jer som hækler. 
Det er bogen Hæklelyst, den indeholder 50 forskellige opskrifter til hjemmet, barnet , den voksne og med en god hækleskole. 

Du kommer over til min facebook side ved at følge linket lige HER

Vinderen trækkes d.1/7 - 2020


lørdag den 27. juni 2020

Det går støt fremad med min lange cardigan.

Selv om jeg har skrevet eksamensopgave i 72 timer, så har jeg alligevel fået strikket lidt på min Evening promenade fra Drops design, jeg har så også haft den med på to nattevagter. 

Om 10 cm skal jeg til at tage ind til hals udskæringen og derefter til ærmegabene, jeg glæder mig til at blive færdig, men der er så selvfølgeligt lige to ærmer som skal strikkes. Den her gang har jeg nemlig ikke været så klog at starte med ærmerne, men mon ikke det går. 

Den bliver strikket i Summer flame fra Gepard garn, som består af 70 % bomuld og 30 % Alpakka, garnet er købt hos Uldstedet en lille hyggelig forretning, tæt på Nørreport station. 






lørdag den 20. juni 2020

Stockholm slipover v-neck er færdig.

Hold da op hvor er jeg glad for min nye slipover, den passer perfekt over sommerkjolen og varmer godt når man skal med bussen kl. 5.15 om morgenen. Den er dog for varm at have på når jeg er inde, men til vinter så kan jeg have den på hele dagen. 

Min slipover er lavet efter opskriften hos Petiteknit, den hedder Stockholm slipover v-neck. Jeg har strikket i en tråd Reloved Merion fra Smuksak garn, og en tråd Brushed Alpaca Silk fra Drops. Jeg har strikket på pind 3 for at få strikkefastheden til at passe, så den er blevet meget tæt strikket. Ribkanterne er strikket på pind 2. Alle ribkanter er lukket af med Italiensk aflukning, Jeg synes det bliver super flot og elastisk. 

Hvor meget jeg har brugt af hver tråd ved jeg faktisk ikke, da den er strikket af nogle rester jeg havde liggende. Brushed Alpaca silk havde jeg bare nogle enkelte nøgler liggende og lidt rester, derfor er den blevet stribet. 

Jeg har strikket den noget længere end i opskriften, den skulle jo nå ned over maven. Jeg har strikket en str. 3xl. Den er blevet vasket, centrifugeret, blokket og tørret inden den blev taget i brug. 
















fredag den 19. juni 2020

Oversprings handling

Jeg burde folde mit vasketøj, kaste mig over gulvspand og skrubbe, men jeg vil meget meget hellere starte et nyt strikketøj op. 

Jeg kom jo til at købe noget lækkert garn her den anden dag, da jeg var ude for at købe en 2 mm rundpind 80 cm og da jeg kom hjem troede jeg at jeg viste hvad jeg ville strikke af det garn. Det skulle være en Terrazzo Sweater fra Petiteknit, men så kom jeg i tanke om at jeg jo havde købt garn til sådan en. Hmmmm hvad skulle jeg så strikke? 
Jeg gik ind på Drops og så på de opskrifter der kunne passe til strikkefastheden, jeg havde lavet strikkeprøve på pind 5, til at strikke rundt,  den var 17 m x 24 P = 10 x 10 cm. Her faldt jeg pladask over opskriften til en lang cardigan som hedder Evening Promenade, det betød så at jeg ikke havde købt garn nok, jeg havde faktisk kun garn til halvdelen af trøjen. 

I opskriften strikkes begge forstykker og ryggen frem og tilbage hver for sig og så skal man sy sammen til sidst. Jeg har valgt at strikke de tre stykker samtidigt, hver for sig indtil slidsen er strikket og derefter strikker jeg stykkerne sammen, jeg undlader at slå den ekstra kantmaske om som er beskrevet i opskriften, den man skal sy sammen i. Hvis jeg kan undgå at sy sammen så gør jeg det altså, så ved at strikke det lange stykke på trøjen i et stykke, bliver der mindre at sy sammen bagefter. Så nu skal der strikkes med tre nøgler de næste 21 cm, derefter samles stykkerne og jeg kan nøjes med at strikke med et nøgle.

Jeg har nu været afsted for at købe mere garn, de havde selvfølgeligt lige præcist ikke nok nøgler af den farve jeg skulle bruge, så jeg købte tre nøgler sort, så der kommer enkelte striber ind i trøjen. 

Garnet hedder Summer Flame, er fra Gepard, 70 % bomuld og 30 % Alpaca, 50 g = 100 m. Jeg har købt det hos Uldstedet en lille hyggelig forretning, tæt på Nørreport station. 







søndag den 14. juni 2020

Jeg blev tilfreds efter 3. forsøg.

Nu er jeg endelig tilfreds med ærme ribkanterne på min Stockholm Slipover v-neck, opskriften er fra Petiteknit , jeg er bestemt ikke tilhænger af at pille det op som jeg har lavet, men jeg må jo så alligevel indrømme at det er godt at gøre, for jeg er meget mere tilfreds med ribkanterne nu hvor jeg har pillet den højre side op to gange og strikket den tre gange. 

Nu skal resten af vesten strikkes færdig, så jeg kan komme igang med nogle af alle de andre strikke og hækleprojekter jeg har i støbeskeen.  

P.s jeg er ikke sur, men har mega svært ved at smile når jeg skal tage billeder af mig selv :-) 







lørdag den 13. juni 2020

Så langt så godt, håber jeg.

Man har et standpunkt til man tager et nyt. Jeg forsvor at jeg IKKE ville pille højre ærmeribkant op en gang mere og strikke et nyt, men da jeg skulle strikke venstre ærmeribkant, ville jeg lige prøve noget andet. Jeg valgte stadig at strikke på pind 2 og med begge tråde, men at samle det antal masker om som anbefalet i opskriften. 
Da jeg havde strikket venstre side, satte jeg det over på en lang wire så jeg kunne prøve hvordan den sad INDEN jeg lukkede af med Italiensk lukning, det blev faktisk meget bedre synes jeg. Så jeg pillede højre side op igen, samlede flere masker op og strikkede ribkanten på pind 2 med begge tråde. 

Nu har jeg lukket højre siden af med Italiensk lukning og skal igang med vestre side, når det er gjort, samler jeg masker op i hals åbningen , derefter skal den prøves, håber den er blevet bedre, for jeg piller IKKE ribkanterne op igen og denne gang mener jeg det. 

Arbejdsgangen med højre ærmekant har været sådan her: 

1. gang strikkede på pind 3 (som resten af vesten er strikket med), men uden følgetråden. Jeg samlede det anbefalede antal masker op
2. gang strikkede jeg på pind 2 med begge tråde, samlede en del mindre masker op end anbefalet.
3. gang (og sidste) strikkede jeg på pind 2, med begge nåle og samlede det anbefalede antal masker op, samt strammede min Italienske lukning rigtigt meget.

Du kan se de første to forsøg i mine tidligere indlæg, den kan du finde  HER og HER 









tirsdag den 9. juni 2020

SUUUK det blev ikke meget bedre.

Jeg har nu pillet ribkanten op på min Stockholm slipover v-neck, samlet færre masker op, strikket på pind 2 ( en pind mindre end sidst) samt strikket med de to tråde som selve slipoveren er strikket med og den folder stadig lige ved armhulen. 

Jeg orker ikke lave den om en gang til, mest fordi jeg ikke lige ved hvad jeg skal gøre for at det bliver godt. Så nu strikker jeg det andet ærmegab og halskanten. Bagefter bliver resten af pulloveren strikket og til sidst den nederste ribkant. Så må jeg se hvordan den bliver. 
 
Håber den bliver nogen lunde, så jeg kommer til at bruge den en hel masse her i sommer. 


Forsøg nr. 2

Forsøg nr 1







lørdag den 6. juni 2020

Dur ikke væk.

Jeg blev simpelthen nødt til at afprøve mine tanker omkring ribkanterne på min Stockholm Slipover v-neck. Det med at strikke dem på samme pind størrelse som selve slipoveren, men uden følgetråd. Det fungere faktisk meget godt, men vil alligevel prøve at strikke det andet ærmegab, på pind 2 og med følgetråd, jeg skal nemlig alligevel pille den ribkant op som jeg har lavet, for den er for stor under armen. Så der skal samles mindre masker op under armen og for neden i ærmegabet.

Pille op er ikke min favorit beskæftigelse og slet ikke når jeg har brugt Italiensk aflukning, der både er tidskærvende at lave, men også meget besværligt at pille op. Jeg overvejre faktisk at klippe afluknings kanten af, da jeg har rigeligt med garn, men det skære i mit hjerte bare at klippe og smide væk. 





torsdag den 4. juni 2020

Ribkanter på Stockholm slipover v-neck

Jeg er ved at strikke Stockholm Slipover v-neck fra Petiteknit, den blive strikket på pind 3 i en tråd Reloved Merino fra Smuksak og en tråd Brusched Alpaca Silk fra Drops. Den er tæt strikket, hvilket jeg er ganske tilfreds med, men hvis jeg skal gøre som der står i opskriften, så skal jeg strikke ribkanterne på en pind et nummer mindre end den jeg strikker vesten på, det vil så sige pind 2 og det tror jeg faktisk bliver alt alt for tæt. 

Jeg overvejer i stedet at strikke ribkanteren på pind 3 som jeg strikker vesten med nu, men kun med en tråd reloved merino, altså at undlade brushed alpaca silk, måske skal jeg ned på pind 2½ eller tage nogle masker ind for at ribben ligger sig pænt ind til kroppen og ikke flaner. Det må jeg prøve mig frem til. 

Jeg ved godt at ribben så ikke får det uldne udtryk som resten af vesten har, men det er jo også et udtryk.