tirsdag den 27. juli 2021

En sød suttekurv

 Jeg har hæklet en rigtig sød suttekurv i mørkegrå bomuldsgarn. Opskriften kan i finde hos LINESKREA

Det er en nemt og hurtigt projekt. Jeg har brugt 40 g Bumbo bomuldsgarn, en lille rest hvid til sutten og lidt sort til øjnene. 

Den er ikke så stor som jeg havde troet den ville være, så er spændt på hvor mange sutter der kan være i den. Den er ca. 8 cm høj og åbningen er ca. 8 cm i diameter.







torsdag den 22. juli 2021

Sangkuffert: Hånd til fingersangen.

 Jeg har lavet min første figur til en sangkuffert, hånden til FINGERSANGEN

Det er den første af mange figurer, hvor mange ved jeg ikke lige helt endnu og heller ikke hvilke figurer sangkufferten skal indeholde, det skal jeg lige snakke med forældrene om. 

Jeg har brugt opskriften fra RIKKE LYNGHOLM til hånden, det var den hånd jeg syntes var pænest. 

Garnet jeg har brugt er Egyptian cotton fra Mayflower, farve nr. 2106. Og den er hæklet på  nål 2½. Jeg har brugt 7 gram garn og hånden måler ca. 10 x 11 cm. 

Jeg har hæklet de to dele sammen med km, i stedet for at sy den sammen som der står i opskriften, simpelthen fordi jeg bedre kan lide at hækle end at sy sammen. 











 

Underkjole til min datter.

 Min datter har købt en kjole på nettet. Kjolen består af en tynd og gennemsigtig overdel, samt en underkjole. Underkjolen er dog alt for smal over hendes bryst, hun bliver mast helt flad, grunden er nok at den er syet i et fast stof, helt uden stræk. 

Vi gik en tur i Stof og Stil, med underkjolen i tasken, så vi kunne få et stof som var så tæt på den blå farve som muligt. Hendes valg faldt på et kraftigt courtelle jersey, som består af 71% Viscose, 26% Polyamid og 3% Elastan. Jeg ville nok selv havde valgt et tyndere stof, men som Tøzen sagde, så er hun noget af en frossenpind og det var det som passede bedst i farven. 

Jeg sprættede underkjolen op og lavede et mønster efter den, jeg tillagde lidt mere sømrum, 1 cm i hver side, lige over brystet. Jeg var meget spændt på om det ville komme til at fungere, for det har jeg ikke lige prøvet så mange gange. Jeg har gjort det en gang før, med en nederdel til min veninde. 

Resultatet er blevet rimeligt godt, den sidder som den skal og Tøzen er tilfreds. Nu kan hun få kjolen på til sommerens fester. 

På billedet ser det godt nok ud til at den drypper i begge sider, men den sidder pænt når den kommer på og ja det ses jo ikke hvis den drypper lidt, når den er under kjolen. 







torsdag den 15. juli 2021

Endnu en sød babykjole.

 Jeg har lige syet den sidste knap fast i en Tiny Tulip kjole str. 12 mdr. opskriften er fra Knitting for Olive og du kan finde opskriften lige HER Jeg er vild med mønsteret og opskriften og har strikket den flere gange nu, det her er bestemt heller ikke sidste gang, jeg har faktisk allerede slået op til en i str. 18-24 mdr. 

Jeg har brugt ca. 230 g Baby Merino fra Infinity hearts, i farven Brun 08, du kan købe den hos RITO, et meget lækkert blødt garn, der godt kan være lidt svært at strikke og hækle i, da trådene nemt skiller sig fra hinanden, så man ikke får alle fire tråde med, men er man obs på dette, bliver resultatet super godt. 

Jeg har strikket på pind 3 og 2½. Knapperne var nogle jeg havde i gemmerne. 

Jeg har brugt appén Min strikkejournal til at holde styr på omgange m.m. 










tirsdag den 13. juli 2021

Ankers Tee i 100% bomuld

 Jeg er blevet færdig med min Ankers Tee og den passer perfekt.  Da min strikkefasthed ikke passede regnede jeg lidt på det og fandt frem til at jeg skulle strikke efter str. XL for at ramme målene som en str. 3XL, som er den størrelse der passer til min krop. Hvordan jeg kom frem til det kan du læse i mit indlæg om strikkeprøven, det indlæg finder du lige HER 

Jeg har strikket på pind 3, i garnet Natura just cotton, fra DMC, jeg har købt garnet af en privat på facebook. Farven hedder Spring og har nr. 06. Jeg har brugt 425 g. Som skrevet ovenfor har jeg brugt maskeantallene fra str. XL og målene er blevet som i str. 3XL. 

Jeg har strikket 4½ ribsegmenter inden jeg begyndte på det glatstrikkede stykke, for at få højden på trøjen til at passe. Så altså en hel masse tilretning for at få målene til at passe, når nu strikkefastheden var helt hen i vejret og jeg absolut bare ville lave denne trøje i det her garn. 

Opskriften jeg har brugt er Anker Tee fra PETITEKNIT







fredag den 9. juli 2021

Torsdag aften/nat blev der lavet strikkeprøve til Zipperjacket.

 Jeg brugte min torsdag aften/nat på at vinde Håndværksgarn op fra fed til nøgler, lave strikkeprøve, vaske den for til sidst at blogge og ligge den til tørre. 

Strikkefastheden før vask var 16 masker og 23 pinde, efter vaske 15 masker og 22 pinde på pind 5, så denne gang ramte jeg strikkefastheden spot on.

Nu bliver kassen og strikkeprøven lagt lidt til side, mens jeg får strikket min Ankers tee færdig, har tre nattevager foran mig, så den skal nok blive færdig i løbet af weekenden. 

Jeg glæder mig vildt til at komme i gang, den bliver super blød og har en fantastisk farve. 

Jeg har valgt Håndværksgarn farve 13 Beige, som jeg har købt hos Hjelholt´s uldspinderi og Tynn Silk mohair farve 2543 Brunt sukker, som jeg har købt hos Garnværkstedet







onsdag den 7. juli 2021

en næsten umulig Italiensk aflukning

 Jeg har med møje og besvær, samt mange mange hidsige udbrud og grimme ord, lavet Italiensk aflukning på min Ankers Tee, som jeg strikker i DMC Natura just cotton, farven Spring. Garnet er købt af en privat på FB. 
Det er et super flot garn, men det snor sig, laver knuder på sig selv og er ganske ustyrligt,  så det var meget svært at holde styr på den lange tråd til Italiensk aflukning. Jeg startede med aflukningen i bussen på vej til arbejde kl. 5.15 om morgenen, det viste sig at være meget ambitiøst af mig og måtte opgive dette, derfor blev det syet hjemme i sofaen. Selv her var jeg flere gange ved at opgive, da jeg var ved at bliver sindssyg af det skide garn. 
Men nu er den nederste kant syet og jeg er gået i gang med at strikke ærmerne og jeg kan glæde mig over at ærmekanten ikke består af så mange masker og tråden jeg skal sy med, dermed ikke skal være så lang.

Jeg har lavet dobbeltstrik inden jeg lavede den Italienske aflukning. 

I kan finde opskriften på Anker Tee hos  PETITEKNIT

I kan finde link til Italiensk aflukning lige HER