torsdag den 20. oktober 2022

Oslohuen med modifikationer

 Min veninde, som kommer fra Finland har ønsket sig en hue og det skal hun selvfølgeligt have. 

Hun sendte mig et billede af en hue hun havde set og gerne ville have jeg lavede til hende, den skulle have en lang tut i toppen og det Finske flag.

Jeg valgte Oslohuen fra PETITEKNIT som grundopskrift, derefter fandt jeg et billede af det Finske flag, hvor der er mål på, så jeg kunne få den rigtige dimension på flaget. 

Jeg har strikket huen i to tråde Flora fra DROPS, grundfarven er 02 hvid og til flagene har jeg brugt 10 Indigo. 

Flagene er broderet på med maskesting til allersidst, da jeg lavede det første flag, broderede jeg tallene en til en og havde ikke lige overvejet at højden og bredden på maskerne ikke er lige lange, så flaget blev ikke i den rigtige dimension. Jeg havde også broderet flaget med dobbelt garn, så det blev for tykt og kompakt, så der var ikke andet at gøre end pille op igen. 

Så var gode råd dyre. Jeg tegnede flaget på et papir med prikker i de mål der stod på det billede jeg have fundet. Derefter klippede jeg korset ud af flaget, så havde jeg en god skabelon, som jeg lagde på huen, og markerede enderne af flaget med knappenåle. Nu blev flagene perfekte. 

Mine udfordringer var ikke slut endnu, jeg kunne ikke få ombukket til at bukke der hvor maskerne var strikket sammen og det glat strikkede stykke inden man vender og strikker den anden vej, rullede og bukkede, så huen blev "krympet sammen" 
Gode råd var dyre og jeg spurgte inde på Facebook siden KAL PETITEKNIT MODELLER hvor der er masser af dejlige mennesker som gerne hjælper. Nogle forslog at jeg skulle presse med et strygejern, men jeg ejer ikke sådan et. Min søster foreslog at jeg skulle dampe strikket, med min hånddamper, det prøvede jeg  og det blev en succes. 

Nu er huen helt færdig, puttet i en boblekuvert og sendt til Frederikshavn. Det eneste jeg er meget spændt på nu, er om huen passer. 




















 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar