Den her vest har ligget i skammekrogen , dels fordi jeg lige skulle tage mig sammen til at trevle noget af den op, dels fordi jeg ikke har fået lavet så meget håndarbejde på grund af bachelor skrivning og dels fordi min ryg har drillet en hel del, så jeg ikke kan holde ud at sidde, men har fundet ud af at få mig placeret i sengen, så jeg kan ligge halvejs ned og strikke :-)
Nu er den blevet færdig og jeg skal til at slå op til en mere, bare i en str. 4 år.
Vesten er strikket efter en opskrift i bogen KLOMPELOMPE STRIK ÅRET RUNDT, den hedder Vinterfin vest jeg har lavet lidt om på opskriften, da der ikke skulle være knapper på skulderne. Så hals åbningen er lavet lidt større.
Jeg har strikket den i INFINITY HEARTS BABY MERINO i farven 08 Brun. Den er strikket på pind 3 og jeg har brugt ca. 65 g.
søndag den 31. oktober 2021
Så blev den lille vest endelig færdig
søndag den 17. oktober 2021
Vinterfin vest fra Klompelompe
Tingene lykkedes ikke altid og denne gang er en af de gange jeg har lavet noget som ikke fungere.
Jeg har strikket Vinterfin vest, fra bogen Klompelompe, strik hele året. Jeg har lavet lidt om på opskriften, for der skal nemlig ikke være knapper på skulderne som i opskriften.
Det eneste jeg har gjort er at undlade ribstrik på skuldrene, så har strikket ind til der skulle strikkes rib og afsluttet, derefter har jeg syet skulderne sammen med maskesting. Det har så resulteret i at hovedet ikke kan komme igennem halsåbningen :-(
Der skal nu pilles op til der hvor jeg har sat en maskemarkør, så halsåbningen bliver bare lidt større.
Se lige den flotte maskemarkør med de tre perler, den er så smuk synes jeg og er en gave fra min dejlige søster.
Garnet er Infinity heaets Baby merino fra RITO
mandag den 11. oktober 2021
Monday suit i Arwetta
Jeg er lige blevet færdig med at sy de sidste knapper i en Monday suit. Den er strikket i Arwetta classic fra Filcolana, 80% superwash merino uld og 20% nylon. Den er strikket på pind 3 og 2½. Knapperne er købt i en genbrugsforretning. Garnet er købt hos en privat igennem en facebook gruppe.
Jeg har strikket en størrelse 0-1 mdr. til en lille drengs som forventes at komme til verden midt i januar. Jeg synes den ser meget lille ud, men nu er det jo også mange år siden jeg har haft en baby, så er meget spændt på om den passer. Målene passer med det der står i opskriften, så mon ikke den passer, med mindre det bliver en meget stor dreng. Overvejre lidt at strikke en i et nummer større.
Jeg har brugt lidt under 100 g garn.
Du kan finde opskriften hos PETITEKNIT
Garnet kan du købe hos mange forskellige forhandlere.
lørdag den 18. september 2021
Kaninen der så gerne ville sove
Jeg har hæklet en lille kanin, den skal bruges til bogen der hedder: Kaninen der så gerne ville sove. Bogen har jeg givet min svigerdatter i fødselsdagsgave, hun skulle også havde haft den her lille kanin, men jeg nåede ikke at blive færdig med den. Nu får hun den lidt senere, når jeg lige har fået lavet lidt flere baby ting og så sender jeg det hele over til dem, så de har det inden den lille kommer midt i januar.
Jeg har brugt opskriften fra Lovelybabygift Opskriften er på engelsk, men er meget nem at gå til synes jeg.
Garnet jeg har brugt er Løve Bomuld 8/4, 100% merceriseret bomuld, købt for lang tid siden, mener det var i Brugsen, men det kan også sagtens være i en anden Coop butik. Jeg har brugt nål 2,5 for at få det så tæt som muligt. Jeg har brugt ca. 75 g grå og en slat brun. Det lyse garn er noget jeg har arvet fra min mormor.
Kaninen er ca. 19 cm i højden.
Hæft tråd, når du skal brodere på dit hækletøj/strikketøj
Måske kender du allerede denne, synes jeg, fede fantastiske måde at hæfte/sikre din tråd på, når du skal brodere på noget af dit håndarbejde.
Jeg har altid haft svært ved at få hæftet tråden, ofte har jeg lavet en knude, men været bange for at det ville gå op på et tidspunkt. Nu har jeg lært hvordan jeg skal gøre, så det ikke kan gå op.
Jeg starter med at ligge garnet dobbelt, derefter tråder jeg nålen med denne dobbelttråd, derved får jeg en løkke i den ene ende. Nålen føres igennem håndarbejdet og derefter igennem løkken ( jeg har forsøgt at vise det på billederne) tråden strammes og dermed bliver tråden låst. Herefter broderes det ønskede, i det her tilfælde, ansigt på en kanin, som så blev lidt skæv, hvilket også har sin charme.
Jeg slutter så med at hæfte tråden i kanten af arbejdet, der hvor hovedet skal syes på kroppen, så det ikke bliver til syne.
fredag den 10. september 2021
Der er rigtig gang i symaskinen for tiden.
Jeg har fået lavet endnu et indkøbsnet. Det var meningen det skulle være et af dem man kan rulle sammen med et elastik og putte i tasken, jeg glemte bare at sy elastik i bunden af det, så nu er det bare et ganske almindeligt indkøbsnet.
Jeg har brugt et gratis mønster fra STOFFOGSTIL et nemt mønster at gå til.
Stoffet har jeg købt hos STOFOGSY jeg er ikke helt sikker på om det stadig kan købes hos dem, men så har de så mange andre skønne stoffer.
Jeg har planer om at sy mange mange flere indkøbsnet, shopper og tote-bags i nærmeste fremtid.
onsdag den 8. september 2021
Shopper lige til at have liggende i tasken.
Jeg har syet et indkøbsnet efter et mønster fra STOFF OG STIL Indkøbsnettet er med et elastik i bunden, så man kan rulle det sammen og gemme det i sin taske indtil man skal bruge det.
Det er et gratis mønster og man skal selv tegne det op på mønsterpapir.
Alle sømmene er Franske sømme, så det har jeg virkeligt fået øvet mig på. Jeg havde dog problemer da jeg kom til hjørnerne, jeg fik dem syet alt for firkantede, så jeg tog det hele med ned i forretningen og fik vejledning til hvordan jeg skulle ligge stoffet og sy hjørnet. Super god service synes jeg, at jeg så fik brugt en hel masse penge på nyt stof, ja det er jo en anden historie.
Jeg har ikke så meget plads og derfor har jeg heller ikke mit strygejern til at stå fremme, det skulle jeg ellers bruge til at presse sømmene med hver gang jeg havde syet. I stedet for at bruge mit strygejern har jeg bestilt en Clover sømrulle hjem fra STOF OG SY, den er jeg godt nok blevet glad for at bruge. Ikke at den altid vil kunne erstatte strygejernet, men til sådan noget som at sy net, der er den super god.
Stoffet har jeg købt for lang tid siden i Panduro, jeg ved ikke om man stadig kan købe det.
Jeg har syet mit mærke på belægningen.


















































