fredag den 19. juni 2020

Oversprings handling

Jeg burde folde mit vasketøj, kaste mig over gulvspand og skrubbe, men jeg vil meget meget hellere starte et nyt strikketøj op. 

Jeg kom jo til at købe noget lækkert garn her den anden dag, da jeg var ude for at købe en 2 mm rundpind 80 cm og da jeg kom hjem troede jeg at jeg viste hvad jeg ville strikke af det garn. Det skulle være en Terrazzo Sweater fra Petiteknit, men så kom jeg i tanke om at jeg jo havde købt garn til sådan en. Hmmmm hvad skulle jeg så strikke? 
Jeg gik ind på Drops og så på de opskrifter der kunne passe til strikkefastheden, jeg havde lavet strikkeprøve på pind 5, til at strikke rundt,  den var 17 m x 24 P = 10 x 10 cm. Her faldt jeg pladask over opskriften til en lang cardigan som hedder Evening Promenade, det betød så at jeg ikke havde købt garn nok, jeg havde faktisk kun garn til halvdelen af trøjen. 

I opskriften strikkes begge forstykker og ryggen frem og tilbage hver for sig og så skal man sy sammen til sidst. Jeg har valgt at strikke de tre stykker samtidigt, hver for sig indtil slidsen er strikket og derefter strikker jeg stykkerne sammen, jeg undlader at slå den ekstra kantmaske om som er beskrevet i opskriften, den man skal sy sammen i. Hvis jeg kan undgå at sy sammen så gør jeg det altså, så ved at strikke det lange stykke på trøjen i et stykke, bliver der mindre at sy sammen bagefter. Så nu skal der strikkes med tre nøgler de næste 21 cm, derefter samles stykkerne og jeg kan nøjes med at strikke med et nøgle.

Jeg har nu været afsted for at købe mere garn, de havde selvfølgeligt lige præcist ikke nok nøgler af den farve jeg skulle bruge, så jeg købte tre nøgler sort, så der kommer enkelte striber ind i trøjen. 

Garnet hedder Summer Flame, er fra Gepard, 70 % bomuld og 30 % Alpaca, 50 g = 100 m. Jeg har købt det hos Uldstedet en lille hyggelig forretning, tæt på Nørreport station. 







Ingen kommentarer:

Send en kommentar