tirsdag den 23. oktober 2018

Så fik jeg lige sved på panden.

Min datter skal til bryllup i weekenden, derfor har hun bestilt nogle lange kjoler hjem fra England.
Den ene er en virkelig flot sart gul, lang kjole med slæb. Problemet er bare at den er alt alt for lang, selv hvis hun tager nogle virkelig høje sko på og så er hun heller ikke vild med det lille slæb som er på kjolen, derfor har hun spurgt om jeg kan og vil lægge kjolen op. Selvfølgeligt ville jeg da gerne prøve det.

Jeg bevæbnede mig med mine superfine knappenåle, købt hos Skaberlyst,da hun var på håndarbejds-messe i Rødovre hallen, de er beregnet til finere stoffer. Jeg fik hæftet kjolen op i den længde den skal have, det viste sig at den skulle lægges 18 cm op foran og noget mere bagpå.

Yderstoffet er et meget tyndt polyester og inder stoffet er et lidt tykkere glat polyester, begge stoffer som ikke er super nemme at sy i. Jeg overvejede om jeg skulle lægge det yderste op i hånden, men det ville tage mig en krig, da jeg ikke er super god til det og kjolens omkreds er ret stor. Så kom jeg i tanke om at jeg for længe siden har købt nogle smarte trykfødder til min symaskine, søm-folder hedder de, de er købt hos Kjærgaard symaskiner - Hjørring der har jeg også købt både min symaskine og overlocker. Jeg havde købt tre forskellige, en i 2 mm, en i 3 mm og en i 4 mm

Jeg øvede mig på det fraklippede stof, og det var nødvendigt at øve den del, for der er da ikke bare sådan lige at få sømmen pæn, med sådan en trykfod, jeg skulle også lige finde ud af hvilken en af dem jeg skulle bruge, det blev den som bukkede i 4 mm, som blev pænest. Da jeg først havde styr på hvordan trykfoden skulle bruges, ja så gik det super hurtigt og nemt. Det er ikke sidste gang jeg bruger dem til at lægge op med.

Underdelen valgte jeg at lægge op med dobbelt-nål, det var den også fra starten af.

Der manglede et par perler på ryggen, de var åbenbart faldet af inden kjolen blev afsendt fra England af, heldigvis var der ekstra perler med, så de blev også syet på.

Jeg må indrømme at jeg flere gange under processen havde sved på panden, først da jeg skulle klippe i den og senere da jeg skulle til at sy i den, ville jo nødigt ødelægge den kjole som min datter skulle bruge til et stort bryllup.

Jeg blev rimeligt tilfreds med resultatet, håber også at min datter bliver det, kjolen bliver afleveret i eftermiddag, så må vi se hvad hun siger.




Det er noget af et stykke som er blevet klippet af, brugte det til at øve oplægning på.








Tre forskellige størrelser på foldefoden
Her kan du se forskellen på de forskellige fødder, den er ikke stor, men den er der. 






Mine elskede fine knappenåle, de er super tynde og spidse






fredag den 19. oktober 2018

Man kan være kreativ på mange måder

Jeg har købt nye strømpepinde, bambuspinde str. 9, som jeg skal bruge til en trøje jeg er ved at strikke, men ak og ve, den ene pind havde et hak, så den garnet hang fast i den hele tiden. At få byttet pindene, var ikke en mulighed, da jeg skal til at være færdig med trøjen, derfor var gode råd dyre og jeg lagde hovedet i blød.

Min redning blev en neglefil ( jeg havde ikke noget sandpapir, hvis jeg havde haft det, havde jeg brugt det) jeg filede stedet hvor hakket var og resultatet var perfekt, nu hænger garnet ikke længere i og jeg kan fortsætte med trøjen.




onsdag den 17. oktober 2018

Lommesmerter ? eller bare hul i lommen.

Min svigersøn har hul i lommerne,( men heldigvis betyder det ikke at han har lommesmerter :-) ) i sin jakke, det er hul i begge lommer og det er altså ikke nogle små huller, skal jeg lige hilse at sige.
Det er ikke nemt at lappe de huller, da jakken har foer som er syet fast hele vejen rundt, så jeg kan ikke sy dem med symaskinen, derfor har jeg fundet en rest tyndt stof som jeg kan bruge som lap og så har jeg syet den fast i hånden, ikke det pæneste stykke håndarbejde, men pyt, det er jo alligevel ingen som kan se det og min svigersøn bliver glad for det.







I skal da lige se Berta med hendes nye løbetidsbukser

Her er lige et par billeder af Berta med hendes nye løbetidsbukser, version 2 sidder meget bedre end version 1 :-). Dejligt at lave noget som rent faktisk passer.



lørdag den 13. oktober 2018

Bestikstrømper i nye farver.

Jeg blev spurgt om jeg kunne lave bestikstrømperne i nogle andre farver, så som grå, grøn og mørk rød. Det kunne jeg selvfølgeligt godt, hvis altså jeg kunne skaffe det garn jeg bruger ( Bumbo akryl) i de farver og det kunne jeg altså.

Så jeg gik igang med inspiration af billeder fra nettet, som hun havde sendt til mig.
Strømperne er hæklet efter den opskrift jeg plejer at bruge, den kan I finde lige HER
Resultatet blev disse tre forskellige skønne strømper.

















torsdag den 11. oktober 2018

Løbetidsbukser version 2

De løbetidsbukser jeg syede til Bertha, for lidt over en måned siden, passede ikke særligt godt, men det er nu også svær at lave noget når man kun har et billed og nogle enkelte mål.

Jeg har set bukserne i brug, snakket med min søn og svigerdatter om hvad de mente der var galt med bukserne og så har jeg lavet lidt om på mønsteret, det par her har også fået elastik i benene, så de kan sidde lidt mere tæt og holde bindet på plads.

Nu har jeg så syet et par bukser mere, de bliver leveret personligt, så jeg kan se dem på og se hvor der evt. skal rettes noget til, jeg skal nemlig hjem og besøge min søn og svigerdatter her i weekenden.

Når så bukserne er prøvet og forhåbentligt godkendt, så skal jeg lave endnu et par, i noget andet stof og med et bånd af elastik som skal gå op omkring halsen, det er noget min søn har set på et billede og som han synes er vældig smart :-)